“Hvorfor taler Jørgen med en psykolog” er en serie af artikler om ældrepsykologiske udfordringer og tematikker. I følgende artikel skifter vi dog Jørgen ud med Kirsten, for jeg vil gerne vise, hvordan et konkret psykologforløb med en seniorpsykolog kan foregå. Psykologhjælp til angst og bekymringer kan nemlig give mere ro og balance i hverdagen.
Psykologsamtaler med Kirsten på 82 år
Kirsten på 82 år kontaktede mig med tankemylder, bekymringer og andre angstsymptomer. Jo mere hun fortalte, jo tydeligere blev det også, at Kirsten stod på tærsklen til en depression oveni.
I den første samtale sukkede Kirsten, og spurgte: “Hvorfor skal det være så svært at blive gammel?” Jeg måtte have Kirsten til at uddybe, og hun fortalte følgende:
- Kirsten følte sig håbløst bagud i den teknologiske udvikling og de krav, der blev stillet til konstant tilpasning og updates. Hendes lokale bankfilial var lukket, og hun ejede ikke sin egen computer. Hendes egen økonomi var derfor uddelegeret til sønnen. Meget imod Kirstens vilje.
- Efter Kirstens mand døde for 10 år siden, havde familien været meget opmærksomme og opsatte på, at Kirsten ikke skulle blive ensom. Det havde nu medført at Kirstens forpligtelser, aktiviteter og aftaler var vokset hende over hovedet, og hun følte sig til tider stresset.
- Kirsten kunne mærke, at kroppen nu for alvor værkede, og hun døjede med smerter og træthed sidst på eftermiddagen.
- Kirstens datter havde en psykisk lidelse, og Kirsten bekymrede sig meget om, hvordan det skulle gå datteren, når Kirsten en dag ikke var der mere. Tanker om døden og Kirstens efterladte fyldte tankerne.
Mere balance i hverdagen
Første skridt var at skabe overblik og prioritere – hvor skulle vi starte, og hvad var vigtigst for Kirsten? Her blev vi enige om, at psykologsamtalerne ikke ville kunne ændre på teknologiens udvikling eller kroppens forfald. Til gengæld ville Kirsten gerne have mere balance i sin hverdag, og her startede vi.
I samtalerne arbejdede vi bl.a. med:
- Hvilke værdier havde Kirsten? Hvad var vigtigt for hende?
- Hvad var egenomsorg for Kirsten? Hvad gjorde hende godt (og skidt)?
- Kunne Kirstens energiforvaltning optimeres?
Kirsten droppede herefter nogle forpligtelser i sin kalender, og valgte at fokusere på enkelte, men nærende aktiviteter. Kirsten gav sig også lov til at nyde soloaktiviteter i højere grad, bl.a. at sove længe og nyde avisen uden at skulle ud af døren. Vi valgte også i en periode at indføre en hjernepause/hvil hver eftermiddag.
I løbet af samtalerne brugte vi tid på at tale om angstsymptomerne, de fysiske og de psykiske. Jeg fortalte om forskellige måder at forholde sig til sin angst, og Kirsten blev klogere på forskellige strategier, hun kunne bruge til sin angst.
"Det var sådan det blev"
På mange måder flyttede Kirsten sig relativt hurtig mod en større balance i sin hverdag. Men sorgen og bekymringerne over sin datter tappede ind i en livslang relation præget af magtesløshed, smerte, kærlighed og sorg.
Der lå ikke nogen nem løsning lige til højre, og Kirsten kunne ikke fjerne det faktum, at hendes datter nok kom til at overleve sin mor.
Der lå ikke nogen nem løsning lige til højre, og Kirsten kunne ikke fjerne det faktum, at hendes datter nok kom til at overleve sin mor.
Kirsten fortalte om relationen, om op- og nedture, og kom i kontakt med sorgen over, at det var sådan, det blev for datteren. Det kunne hverken jeg eller Kirsten fjerne fra hende.
Men i stedet for at bekymre sig om, hvad der skulle ske, så gav Kirsten sig selv lov til at sørge. Hun kunne ikke gøre andet eller mere ift. datteren, så bekymringerne var ikke frugtbare at bruge tid på. Som Kirsten sagde: “Det var jo bare sådan det blev. Selvom jeg kunne have ønsket, at det havde været anderledes”.
P.S. Kirsten hedder selvfølgelig ikke Kirsten i virkeligheden. Og hendes fortælling er selvfølgelig fuldstændig anonymiseret og ændret til formålet her. Så du kender ikke Kirsten.
